1. juli 2003 blev dagen, hvor Hjalleses nye klub blev født. F.C. Hjallese blev navnet på den ambitiøse sammenslutning af spillere fra Hjallese Skolen, som i fremtiden skulle udfordre toppen af Fynsk fodbold og være flagskibet for en klub, der ikke kun satte de sportslige præstationer højt, men hvor sammenhold og fællesskab vægtes højt. 

 

Trods fortidens flotte præstationer af klubberne Dalum, B1913 og Højby, hvor spillerne kom fra, var det ønsket om at vennerne fra Hjallese Skolen skulle spille sammen, samt at få en fast topplacering i de fynske rækker, som fik de elleve drenge fra de rivaliserende klubber i Odense til at slå pjalterne sammen. Med en oprykning i sin første, anden og tredje sæson og topplaceringer i de efterfølgende år har F.C. Hjallese allerede bevist, at klubben har potentialet og sammenholdet til at få denne klub til at eksistere. 

 

I 2007 åbnede vi vores ungdomsafdeling med hjælp fra en ihærdig iværksætter gruppe – og hvem ved hvad denne afdeling kan bære med sig af resultater i fremtiden… 

10 år senere var F.C. Hjallese igen på forkant og i 2017 blev Fitness Fodbold holdet oprettet. 

 

Da ungdomsafdelingen kun var for årgang 1998 er denne nu lukket og spillerne rykket op i senior afd. pr 1. aug 2017. 

 

F.C. Hjallese er meget stolt af de præstationer, som klubben har opnået i sin korte levetid. Det betyder dog ikke, at klubben stiller sig tilfreds med fortidens præstationer. Som en Isbjørn er den hele tiden på jagt efter et nyt bytte – et nyt mål, som skal bidrage til endnu et succesfuldt kapitel i klubbens historie.